Leveret af JP/Politikkens Hus
Du er her: Forside

Håndbogen

 
 
 

Hvordan udskiftes kølerslangerne?

Hvordan udskiftes kølerslangerne?

 
Kølerslangerne transporterer vandet rundt i kølesystemet. Moderne motorer arbejder med meget små tolerancer og tåler kun dårligt at blive for varme. Kølingen er altså vigtig. Med tiden mørner og revner gummislangerne, og selv små utætheder betyder tab af vand og dermed mindsket køleeffekt og ringere effekt fra bilens varmeanlæg. Kølerslangerne er som regel relativt nemme at komme til.

Forberedelse:
Undersøg, hvor mange slanger der er defekte. Er slangerne sprukne eller porøse, skal de under alle omstændigheder udskiftes, uanset om der allerede er utætheder eller ej. Lad motoren stå slukket i 20-30 min, før du tapper vandet af, da det ellers er skoldende hedt!

 

Tjekliste
Du skal bruge:

Nye køleslanger

Mellemfint sandpapir

Papegøjetang

Skruetrækker

Spand

Vand og/eller frostvæske til efterfyldning

Klud

De nye slanger skal have præcis samme indvendige diameter som de gamle, ellers vil de lække. Brugt kølevæske må ikke hældes i kloakken. Opsaml det i en spand, og aflever det til forsvarlig bortskaffelse, fx på en tankstation eller genbrugsstation.

Du kan enten vælge at tappe kølevandet af fra aftapningshanen nederst på køleren eller blot løsne slangen. Den første metode anbefales, da det på den måde er nemmere at opfange kølevandet, som ellers kan sprøjte ud i alle retninger og muligvis gøre det svært at starte bilen bagefter.

Skru forsigtigt kølerdækslet af, så trykket kan udlignes (hold en klud om dækslet, hvis vandet endnu er varmt). Tap kølevandet af i en spand. Når kølesystemet er tømt, løsner du med en skruetrækker de spændebånd, der holder slangerne fast om studserne eller tilslutningsrørene.

Tag slangen af. Hvis den sidder godt fast, tager du en papegøjetang og vrider slangen frem og tilbage, indtil den løsner sig og kan tages af.

Hvis studserne er belagt med rust, tager du sandpapiret og sliber forsigtigt rusten væk. Sæt derefter den nye slange på, og stram spændebåndet godt fast igen.

Husk at lukke kølerens aftapningshane igen. Påfyld vand og frostvæske til ekspansionsbeholderens maksimum-mærke, og start motoren udendørs uden at sætte kølerdækslet på. Du skal nemlig først se efter luft i systemet.

Hvis der er kommet luft i systemet, vil kølevandstemperaturen svinge op og ned, og så kan der ske to ting. Dels bliver kølingen og varmeforsyningen ujævn pga. af lommerne med varm luft, dels tillader luften rustdannelse inde i køleren.

Når der er kommet små luftbobler op i påfyldningshullet, er systemet udluftet. Efterfyld om nødvendigt, hvis vandstanden er sunket. Skru dækslet på, og kør en tur, så vandet bliver godt gennemvarmt. Se nu efter i motorrummet, om systemet er tæt.

 
 

 
Print
 
 
Bil & cykel sponsores af:
 

Læs også artikler om:

 
 
 

Annonce

Håndbøger til dig og dine projekter