Der findes versioner med og uden beslag, med og uden justeringsmulighed – arbejdet er under alle omstændigheder overkommeligt.
TJEKLISTE
Du skal bruge
Bagagebærer
Fastnøgle eller svensknøgle
Skruetrækker
Evt. et stykke gummi, fx fra en cykelslange
Forberedelse
Overvej, hvilken funktion din bagagebærer skal have. Er den til lange ferieture med megen oppakning, skal den være stærk, let og velegnet at hænge cykeltaskerne på samt have en solid strop eller rem til den øverste bagage. Til skoletasken eller badetøjet kan en mere spinkel konstruktion gøre det, evt. den klassiske med fjederbelastet bagageklap.
Bemærk, om cyklen har særlige pålodninger, øjer, til direkte fastspænding af boltene. Stellets form kan have indflydelse på valg af bagagebærer, og der skal være plads til lås, skærme, bremser og måske beslag til barnestolen. Endelig findes gode modeller, som kan justeres i højden og længden.
Afprøv om bagagebærerens dimensioner passer til cyklen og dens øvrige udstyr. Den skal kunne nå eventuelle monteringshuller. Er der beslag til at spænde på stellets bagstag (ved låsen/håndbremsen), skal man sikre sig, at også de kan være der.
Monter bagagebæreren med beslag eller bolte ved bagstaget. Læg fx et stykke afklippet cykelslange imellem beslag og stel for at skåne lakken. På moderne tur-bagagebærere kan længden justeres – vent med dette til alle bolte er skruet fast i stellet.
Skru stiverne fast i gaffelendernes monteringshul. Lad evt. skærmstivere sidde udenpå stiverne til bagagebæreren, gerne med en lille mellemskive. Vær opmærksom på, at boltens gevind, på stellets inderside, ikke rager for langt ind mod geartandhjulet.
Se nu på bagagebærerens hældning, og juster ved hjælp af eventuelle afstandsbeslag. Ryk lidt i det hele for at få en fornemmelse af, om det sidder solidt nok. Bolte og møtrikker bør jævnligt spændes efter, så soveposen eller indkøbene ikke pludselig ender på vejbanen.
Annonce