De mange forskellige typer har et væld af funktioner – nogle modeller er oven i købet trådløse. Fælles for dem alle er den ganske enkle installering.
TJEKLISTE
Du skal bruge
Cykelcomputer
Stjerneskruetrækker
Målebånd
Tape eller lign.
Forberedelse:
Monteringen er hurtig overstået, men inden du kommer så langt, vil det være en god idé at orientere dig på markedet. Hvis dit behov er lille, og du vil prøve mest for sjovs skyld, kan en af de billigere modeller sagtens gå an. Kvaliteten stiger naturligt nok med prisen, men først og fremmest er det flere avancerede funktioner, du betaler for. De trådløse computere holder ”ledningsrodet” nede på et minimum, men koster lidt mere end de traditionelle. Følger du anvisningerne, volder ledningerne dog ikke problemer, og du vil hurtigt opdage, hvor uundværlig det lille apparat bliver.
Sensoren, der registrerer hjulets omdrejninger, skal sidde på forgaflen. Den modtager impulser fra en lille magnet, der skal monteres på egerne. Brugsanvisningen angiver nøjagtigt, hvor magnet og sensor skal placeres i forhold til hjulets omdrejningsakse (navet). Det er vigtigt at overholde disse mål, da målingerne ellers kan blive meget misvisende og helt ubrugelige.
Monter computerens holder løst på styret, hvor du let kan betjene og aflæse den under kørslen. Ledningen snos omkring forgaffel og gearkabler begyndende nedefra. Pas på ikke at gøre den for løs, da den kan komme ind imellem egerne. Fastgør den et par steder med solid tape eller spændbånd. Måske følger dette med i computerens æske.
Når ledningen er tilsluttet holderen, og denne sidder passende på styret, skal computeren kalibreres. Det vil sige, at den skal programmeres til at udregne målinger, der passer til din cykels hjulstørrelse. Én tommes fejludregning pr. omdrejning kan blive til store unøjagtigheder i alle data på længere ture. Følg fabrikantens vejledning – den følger altid med.
Prøv nu computeren igennem. Du kan eventuelt udvælge dig en rute, som du kender den nøjagtige distance på. På større landeveje kan vejsidernes kantpæle fortælle om de præcise afstande og dermed hjælpe med at kontrollere computerens træfsikkerhed.
Annonce