Leveret af JP/Politikkens Hus
Du er her: Forside

Håndbogen

 
 
 

Monterer et nyt cykelstyr

Monterer et nyt cykelstyr

 
Er du træt af dit gamle cykelstyr kan du let skifte det ud med et nyt.

Det traditionelle cykelstyr består af en frempind, der sidder i stellets kronrør, og selve styrbukningen, hvor håndgreb og ringeklokke er monteret. Er styret slået skævt eller knækket, vil det være nødvendigt at skifte begge dele. Det kan også være ønsket om en mere fleksibel kørestilling, der fører til en udskiftning; på lange ture er det en fordel med forskellige støttemuligheder.

TJEKLISTE
Du skal bruge
Cykelstyr
Hammer
En lille træklods el.lign.
Stor skruetrækker
Skrue- eller unbrakonøgle
Rustløsner
Syrefrit fedt
Evt. styrbånd
Klud
 
 
Forberedelse
Hvis cyklens dimensioner ikke står helt mål med dine, kan resultatet blive ømhed i ryggen, snurrende fingre eller stivhed i nakken. Det rette styr med den rette indstilling kan afhjælpe problemerne. Find ud af, hvilke mål der passer dig bedst, inden det nye styr købes. Er det for eksempel kun afstanden fra sadel til styr, der driller, er det tilstrækkeligt med en ny frempind i længere eller kortere udgave.   

Hvis det kun er frempinden skal skiftes: Alle påmonterede dele på den ene side af styret skal tages af. En evt. håndbremse i modsatte side skal løsnes, da kablet ellers vil stramme for meget ved afmonteringen. Frempindens klembolt skrues helt ud, holderen vrides forsigtigt åben med en skruetrækker, og styrbukningen kan tages sidelæns ud.  

Styrbolten løsnes nogle omgange, så den rager en smule op. Læg træklodsen ovenpå, og slå et enkelt slag eller to med hammeren, så frempinden løsner sig nede i kronrøret. Man kan med fordel give kronrøret en indvendig rengøring, da der ofte er en del rust samlet her.   

Vær opmærksom på, om diameteren er den samme som den gamle. Indgnid den ny frempind i lidt syrefri fedt for at undgå, at den fryser fast. Frempinden sidder oftest fast med en skruekile, som kiler sig fast i kronrøret, når den strammes. Bemærk angivelsen af den maksimale højde, styret kan indstilles i.  

Herefter monteres styrbukningen nøjagtigt midt i frempinden, og hældningen justeres. Til sidst skal udstyret og styrbånd eller gummihåndtag påsættes. Afprøv styret under kørsel med fuld vægt på, og konstater, om alt sidder, som det skal.   

Hvis kun styrbukningen skal skiftes: Alle påmonterede dele på styret, som skal bruges igen, tages af. Frempindens klembolt til styrbukningen løsnes og tages helt ud. Styret trækkes ud og kasseres. Det ny styr skubbes ind midt i frempindens holder og justeres i hældningen, inden det atter spændes.   

Når alt er monteret igen, bør styrets indstilling afprøves på en prøvetur og eventuelt efterjusteres. Er dimensionerne passende, vil det hurtigt vise sig ved øget komfort og dermed større køreglæde.
 
 
 

 
Print
 
 
Bil & cykel sponsores af:
 

Læs også artikler om:

 
 
 

Annonce

Håndbøger til dig og dine projekter