Justeringer klares med et minimum af værktøj, som alle har råd til. Ikke alene sparer man værkstedsbesøg og grimme regninger – cyklen holder også længere og giver dig større køreglæde.
Du skal bruge:
Vand og sulfo
Klude
Gl. tandbørste eller pensel
Rensemiddel
Smøremiddel
Unbrakonøgler
Skruenøgle
Nippelnøgle
Skruetrækkere
Evt. kædeadskiller
Forberedelse:
Man bør hele tiden være opmærksom på, om dæk, kæde og andre dele trænger til udskiftning. En sprungen ege kan forårsage et uopretteligt ekset hjul, hvis man udsætter reparationen for længe. Især om vinteren bør man have et indendørs lokale at arbejde i, da regn, sne og bidende frost kan tage modet fra selv den mest ferme optimist. Herudover er der her tale om løbende vedligeholdelse, der netop ikke kræver det store udstyr eller uendelige timer bøjet over cyklen.
Cyklen rengøres jævnligt med vand og lidt sulfo. Efter kørsel i særligt snavset føre kan en simpel spuling med vandslange holde det meste skidt fra døren og overflødiggøre den årlige hovedrengøring, hvor kager af skidt nærmest skal mejsles af. Pas på ikke at øse sæbevand ind i kuglelejerne!
Kæden tørres af med en klud efter kørsel i vådt føre. Vinterens vejsalt skal helst afskylles efter hver tur, da det ellers lynhurtigt begynder at tære metaldelene. Er kæden meget beskidt, børstes den med en gammel tandbørste, aftørres med en klud fugtet med fx lidt terpentin og smøres omhyggeligt. I moderat dansk vejr er en smøring hver 14. dag tilstrækkeligt.
Gearenes og bremsernes bevægelige dele får en tår olie ca. en gang om måneden eller efter behov. Bremseklodser tjekkes, og indstillingerne justeres løbende. Lad ikke bremseklodser blive slidt helt i bund, og kabler flosse op, men juster i tide – det sparer tid og penge i sidste ende og sikrer en forsvarlig og behagelig kørsel. Reager, hvis bremsegrebene bliver træge, og gearskiftet upræcist.
Dækkenes tryk skal være højt, så ruller du lettere og får færre punkteringer. Lap eller udskift slangen, hvis hjulet taber luft i løbet af ugen. Dækket undersøges ugentligt for skår, splinter, torne etc. Mange punkteringer kan undgås ved at fiske disse ud med en lille skruetrækker, sløv kniv eller lignende.
Gør det til en vane at lægge mærke til fælgenes facon af og til. En mindre bule, der slæber let mod bremseklodserne, kan hurtigt justeres ind med en nippelnøgle. Modsat kan hjulet hurtigt tage skade, hvis egerne får lov til at arbejde sig ud af den ligevægtige opspænding. Nippelnøglen kan fås for en 50’er – et nyt hjul koster mange gange mere…
Påmonterede dele har det med efterhånden at arbejde sig løs. Tjek bagagebærer, skærme, cykelstol etc., og stram op, inden noget går i stykker. Et par omgange frem og tilbage med skruenøglen på møtrikkerne og nogle dråber olie i ny og næ sikrer, at intet ruster uhjælpeligt fast.
Har man dynamolygter med ledninger langs stellet, skal disse også efterses jævnligt for brud og løse forbindelser. Går dynamoen for let eller for stramt, justeres den, da det ellers giver for dårligt lys eller for tung kørsel og unødigt slid på dækket.
Styr og saddel kan synke, hvis boltene er for løse. Det giver en forkert kørestilling og kan siden føre til fysiske problemer – særligt ryg og knæ er udsatte. Er justeringen foretaget korrekt, er det dog sjældent, man behøver at foretage sig yderligere.
Annonce