Her er en gang slibning og lakering sjældent tilstrækkeligt. Den rigtige løsning er derimod at udskifte det gamle dørtrin med et nyt. Umiddelbart kan det virke som en lidt vanskelig gør det selv-opgave, fordi dørtrinnet indgår som en fast del af dørens ramme, der er solidt fastgjort til husets murværk.
Men i virkeligheden er udskiftningen et arbejde, enhver hjemmehåndværker vil kunne udføre med et minimum af værktøj og faglig kunnen.
Et nyt dørtrin magen til det gamle vil du sikkert kunne finde i byggemarkedet eller hos den lokale tømmerhandel. Men er trinnet udformet så specielt, at det ikke føres som standardvare, vil de fleste trælasthandler påtage sig at fremstille et nyt mod beregning af et beskedent tillæg.
I begge tilfælde er det tilrådeligt at afmontére og medbringe det gamle trin, så du har sikkerhed for, at det nye også passer til døren.
Ved at vælge et trin fremstillet af egetræ opnår du for en beskeden merpris den bedste kvalitet og holdbarhed.
Materialer og værktøj
Ud over det nye dørtrin skal du til udskiftningen bruge en patron silikone til vådrum, en bane tagpap på ca. 100 x 15 cm, 4-5 spunskruer på 5 x 100 mm, 1-2 karmskruer og et stykke aluminiumsprofil svarende til dørtrinnets længde. Til evt. understøtning og opretning af det nye dørtrin kan du desuden få brug for et par kiler eller masonitbrikker.
Af værktøj behøver du en fukssvans, et koben, en fugepistol, en skruemaskine eller skruetrækker, et vaterpas samt lidt plastisk fugemasse til udbedring af fugen omkring dørrammen.
Når det nye dørtrin og de øvrige materialer er hjemkøbt, vil udskiftningen kunne udføres på omkring halvanden time, hvor du har sparet omkring 500 kroner til en professionel håndværker.
Indtrængende regnvand kan på kort tid skæmme et dørtrin – og på lidt længere sigt forårsage angreb af råd.
Årsagen er ofte, at den udadgående have-, bryggers- eller hoveddør mangler en vandnæse forneden til at lede regnvandet bort fra trinnet.
Vandnæsen er en træ- eller plastliste, som på oversiden skråner udad og på undersiden er forsynet med en dryprille, der forhindrer vandet i at løbe ind til trinnet.
Listen monteres med skruer i hele dørens længde langs dens underkant. Vælger du en liste af træ, bør den være af en hård træsort, fx bøg eller eg, for at kunne tåle stød og slag.
Inden fastskruning af listen lægges nogle striber silikonefugemasse på dens bagside for at opnå en fuldstændig tætning.
Med en vandnæse monteret nederst på yderdøren ledes regnvandet bort fra dørtrinnet. Men husk at påføre vandnæsen nogle striber silikonefugemassse, inden den skrues fast.
1 Sav den ene dørkarm (modsat hængsel-siden) over ca. 20 cm over trinnet. Sav henholdsvis skråt nedad og indad med en fukssvans. Pas på ikke at beskadige murværket –- og dermed også saven.
2 Med et koben kan du nu forsigtigt brække det nederste stykke af karmen løs. Ved at anbringe en træklods mellem murværket og kobenets nakke, undgår du at beskadige murstenene.
3 Løft forsigtigt hele dørtrinnet fri af først den oversavede karm og dernæst karmen i hængselssiden. Undgå at beskadige det afsavede karmstykke, der skal bruges igen ved montering af det nye trin.
4 Rengør gulvet under trinnet grundigt med en stiv børste. Fjern desuden rester af silikone og andre tætningsmidler. Gulvet bør være helt rent og tørt, før arbejdet fortsættes.
5 Skær tagpappet til efter trinnets bredde og længde. Læg en tyk stribe silikone ud på gulvet, og tryk tagpappet på plads i den. Anbring derefter endnu en stribe silikone oven på tagpappet.
6 Skub det nye trin på plads, så det går i indgreb med karmen i hængselssiden. Hjælp til med et koben i den modsatte side. Mål med vaterpas, om trinnet et i vater. Hvis ikke, må det understøttes med kiler eller masonitbrikker.
7 Såfremt dørtrinnet skal have monteret en anslagsliste (fx aluminiumsprofil), kan den enten skrues fast med små skruer eller lægges i en stribe vådsilikone og trykkes fast.
8 Det afsavede stykke karmtræ sættes på plads i dørtrinnet, hvor det limes og skrues fast til den øvrige karm med 2-4 skruer. Skru også 1-2 karmskruer gennem træværket og ind i muren. Sørg for, at stykket sidder helt lige.
9 Udvendig fuges trinnets underkant med vådsilikone for at hindre indtrængning af vand. Når silikonen er hærdet, udbedres eventuelle skader på bagstopning og fuge langs dørkarmen.
Annonce