Leveret af JP/Politikkens Hus
Du er her: Forside

Håndbogen

 
 
 

Glasfilt giver et bomstærkt og smukt loft

Glasfilt giver et bomstærkt og smukt loft

Af Erik Boile og Flemming Rasmussen

Politikens store gør det selv

Udgivet af Politikens Forlag

 
Er du træt af tilbagevendende revner og huller i det gamle pudsloft, kan opsætning af glasfilt løse problemet én gang for alle.

Glasfilt er ikke alene et utroligt stærkt materiale. Det giver også en flot og helt ensartet overflade, der holder år efter år og ikke kræver anden vedligeholdelse end en gang maling i ny og næ.

Forudsætningen for et holdbart og smukt resultat er imidlertid, at pudsloftet først rengøres grundigt – især hvis det tidligere har været behandlet med kalk eller limfarve. Desuden skal loftet gås grundigt efter for revner, huller og løs puds, og skaderne skal udbedres. Enhver uregelmæssighed i overfladen vil nemlig kunne ses ganske tydeligt gennem det tynde filt, der bogstavelig talt smyger sig om alle ujævnheder.

Glasfilt er, ligesom glasvæv, tilsat et stivelsesmiddel, så det har en konsistens, der gør det nemt at tilskære og arbejde med – så længe det vel at mærke er tørt. Men i samme øjeblik filten kommer i berøring med den limede loftflade, bliver den blød som vådt papir og er umulig at rette på. Derfor gælder det om at være omhyggelig med opsætningen.

Værktøj og materialer
Til monteringen skal du bruge en tommestok, tapetbørste, hobbykniv, saks, bred malerpensel og malerrulle med forlængerskaft (et kosteskaft kan eventuelt anvendes).

Materialerne omfatter glasfilt, hvor du skal regne med cirka 10 % spild, hæftegrunder, klæber og maling. Læs på emballagen, hvor langt de forskellige produkter rækker, og tag tallene med et vist forbehold. Fabrikanternes angivelser af forbruget er som regel for optimistiske, så køb hellere rigeligt af de forskellige produkter. Det gælder især for klæberens vedkommende. Uåbnede emballager kan jo altid leveres retur og modregnes hos forhandleren.

Tjekliste
Tips

Fjern møblerne fra rummet, eller dæk både dem og gulvet med afdækningsplast, inden du går i gang med arbejdet.

Brug en bred pensel til at påføre grunder, klæber og maling langs med kanter og stuk samt i hjørner, hvor malerrullen ikke kan komme til.

Vær særlig grundig med påføring af klæber langs væggens tilskårne kanter og sammenføjninger mellem filtbanerne.

Der skal en superskarp æg til at skære i den våde glasfilt, og den underliggende puds ødelægger hurtigt skæret. Skift derfor blad på hobbykniven med korte intervaller.

Undgå at sætte glasfilt ind over stukkanter og rosetter.

Opsætning og maling
Eventuelle reparationer af revner og huller i pudsen skal være helt tørre, inden loftet påføres en hæftegrunder. Dens formål er at give loftet en overflade, som giver filtet en god vedhæftning. Mål loftets længde og skær filtbanerne til i et overmål på cirka 10 cm. Bredden på glasfiltet er normalt 1 meter.

Når grunderen er tør, rulles et godt lag klæber på loftet. Begynd i et hjørne og dæk et område, der svarer til filtbanens bredde. Til gengæld skal der kun påføres klæber på cirka 1,5 meter i længderetningen ad gangen. Så undgår du, at klæberen tørrer, inden filten er sat op, og det er nemmere for dig at holde styr på filtbanen. Sørg for, at der ikke er nogen »helligdage« uden klæber.

Sådanne steder vil filten ikke hæfte fast. Opdager du under arbejdet, at filten nogen steder har svært ved at »bide« sig fast, så rul lidt klæber uden på banen de pågældende steder, og tryk filten fast med tapetbørsten. Det samme bør du gøre langs banernes samlinger. Lidt overskydende klæber på filtens overside vil ikke efterlade synlige spor, når den er tørret.

Under opsætningen bør filtbanernes ender rage 5 cm ud over kanten langs væg eller eventuel stuk, så det efterfølgende er nemt at tilskære filten nøjagtigt.

Filtbanerne skal sidde, så de støder kant mod kant – altså uden overlapninger. Det kan være svært, især hvis man er ene mand om arbejdet. I stedet kan du lade den ene bane overlappe den tilstødende med cirka 5 cm. Derefter skæres midt gennem overlapningen med en hobbykniv, hvorefter de to afskårne strimler fjernes, og kanterne af banerne trykkes fast.

Efter 6-8 timer er klæberen og filten helt tør og kan males. Til første strygning kan eventuelt bruges en vævgrunder, der mætter filten, så den ikke suger så meget maling. Slut af med mindst to gange loftmaling (akrylmaling).


1 Efter at eventuelle huller og revner er udspartlet, og reparationerne er tørre, rulles et lag hæftegrunder på hele den pudsede loftflade.


2 Start i et hjørne med at rulle et godt lag klæber på loftet. Den påføres et område på filtbanens bredde og i en længde på 1,5 meter ad gangen. Den afmålte bane filt monteres med 5 cm overlapning af kanten i hver ende.


3 Lad én bane overlappe den tilstødende med 5 cm. Skær midt gennem overlapningen med en hobbykniv. Fjern de afskårne strimler, og tryk filtkanterne fast.


4 Ved en evt. roset i loftet skæres filtbanen til omkring stukken. Påfør klæber langs rosetten med en bred malerpensel uden at komme ind over stukken.


5 Brug en tapetbørste til at glatte og trykke ­filten ordentligt på plads på det limede område. Er der luftlommer, hvor filten ikke vil binde, rulles lidt klæber uden på filten, som derefter trykkes fast


6 Efter 6-8 timer er klæberen tør og glasfilten klar til overmaling. Får filten først et lag vævgrunder, suger den mindre maling. Til slut bør loftet males mindst 2 gange.

 
 

 
Print
 
 
Bolig inde sponsores af:
 

Læs også artikler om:

 
 
 

Annonce

Håndbøger til dig og dine projekter