Til det bruges et diamantbor, som er en dyr anskaffelse. Desuden er boringen et langsommeligt arbejde, der kræver omhu. Så overlad hellere en sådan montering til fagmanden. Derimod vil du selv kunne foretage installationen i en væg af træ eller letbeton, hvor boringen først foretages med et søgebor (et 6-8 mm bor, der er lidt længere end væggens tykkelse) og efterfølgende med et hulbor, hvis diameter skal svare til teleskop-rørets tykkelse, typisk 105 mm. Ud over ventilatoren skal du bruge en fugepistol og en patron med silikone-fugemasse til monteringen. El-tilslutningen må du godt udføre selv, medmindre ventilatoren er installeret i et badeværelse. Her bliver du nødt til at overlade arbejdet til en autoriseret installatør. Før arbejdet påbegyndes, skal du sikre dig, at der hverken er vandrør eller elektriske kabler indlagt i væggen. Det kan du gøre med en såkaldt minesøger, der kan lejes. Den afslører både metalrør og elektriske ledninger.
Sådan er en komplet ventilator til montering i ydervæg opbygget: A. Indvendigt gitter. B. Ventilator med el-tilslutninger. C. Teleskoprør, der kan skydes ud og ind, så det passer til væggens tykkelse. D. Udvendig rist.
1 Bor et styrehul gennem ydervæggen, hvor ventilationsrøret skal anbringes. Hold søgeboret en anelse skråt, så hullet får et svagt fald udefter. Det sikrer, at der ikke kan trænge vand ind i røret.
2 Fortsæt med at bore hullet på væggens inderside med et almindeligt hulbor. Fjern eventuel isolering inde bag hullet.
3 Nu borer du hullet udefra med hulboret, som centreres præcist i hullet fra søgeboret. På den måde vil hullerne boret fra hver side møde hinanden i væggens midte.
4 Ventilatoren skrues fast på væggens inderside. På den udvendige side kan du nøjes med at klæbe risten og teleskoprøret sammen med silikone-fugemasse, inden de skubbes ind i hullet.
5 Ventilatoren monteres med et par skruer. Har den fugtstyring, kan du stille på en skrue, så ventilatoren går i gang ved den ønskede luftfugtighed.
6 Propel-bladene åbner først, når ventilatoren kører. Men ved at justere på en skrue kan du sikre, at der altid er en smule luftgennemgang og dermed ventilation.
Annonce