Leveret af JP/Politikkens Hus
Du er her: Forside

Håndbogen

 
 
 

Opsætning af tapet

Opsætning af tapet

Af Erik Boile og Flemming Rasmussen

Politikens store gør det selv

Udgivet af Politikens Forlag

 
Selv om limen kun smøres på tapetbanerne, kan man ikke undgå at spilde hist og her. Det vil hurtigt kunne forvandle gulvet til en farlig glidebane.

PDesuden vil afklippede tapet-rester klæbe fast alle vegne. Derfor er det vigtigt, at gulvet dækkes til langs væggene. Det gøres nemmest med afdækningsplast eller gamle aviser, som fæstnes langs fodlisterne med malertape (krympetape).

Stil derefter tapetbordet op, så det står rimelig frit og er nemt at arbejde ved.

Ved opskæring af tapetrullerne i baner skal du være opmærksom på de oplysninger om tapetets anvendelse, som fremgår af symbolerne på den indlagte seddel, se "Tapetsering".

Eksempelvis kan der være en op- og nedretning på tapetet. Og det ser faktisk mere pudsigt end elegant ud, hvis det påtrykte motiv er storblomstrende roser, der kommer til at vende med hovederne nedad.

De fleste typer tapetklister er i pulverform og skal røres op i vand. Læs altid, hvad der står på emballagen om blandingsforholdet og brugen. For at klisteret ikke skal klumpe, drysses pulveret i koldt vand under omrøring.

Husk, at oprørt klister skal stå en times tid, før det er klar til brug. Det rigtige blandingsforhold – og dermed konsistensen af klisteret – bør i nogen grad afhænge af væggens beskaffenhed samt tapetets tykkelse og kvalitet. Ved tapetsering med svære tapeter og på ru vægflader skal der bruges et tykkere klister.

Tilskæring
Mål afstanden fra gulv til loft, og læg 10 cm til. Så har du den længde, tapetbanerne skal skæres ud i. Rul tapetet ud på bordet med forsiden nedad, afsæt længden, og riv, skær eller klip banerne ud. Lav 6-8 baner, svarende til længden af to ruller.

Læg dem med en lille forskydning både på langs og tværs i forhold til hinanden, og smør klister på 3-4 baner ind ad gangen. Hver bane foldes sammen på langs, som vist på efterfølgende tegning.

Banerne skal trække 5-15 minutter inden de sættes op på væggen – afhængig af papirtykkelsen. Kraftigere papir kræver længere trækketid.

Begynd opsætningen på en væg med vindue, og fortsæt væk fra lyset. For tapet, der sættes op med overlapning, vil det medføre, at man undgår skygger fra kanter. Sørg for, at den første bane kommer til at sidde fuldstændig i lod. De efterfølgende baner opsættes i et fortsat forløb. Vent ikke til sidst med at tapetsere over døre og vinduer.

Det er en fordel at være to om tapetseringen, hvor den ene står på stigen og holder ombukningen i den øverste ende af tapetbanen op mod loftet, mens den anden styrer tilpasningen af evt. mønster og sørger for nøjagtig stødning mod kanten af den tilstødende bane, inden den sammenlagte tapetbane foldes ud i sin fulde længde og klistres fast på væggen.

Under opsætningen bør det med mellemrum kontrolleres, at banerne sidder i lod.


1 Almindelige tapeter rives nemmest af efter en stållineal. Tykkere tapeter skæres af langs linealen. Lav 6-8 baner ad gangen.


2 Placér den øverste bane ud til bordets kanter. De underliggende anbringes en smule forskudt. Hver gang en bane er færdig, rykkes den næste ud til bordets kanter.


3 Klisteret smøres altid på fra midten ud mod siderne – og hver gang ud over kanterne. Brug hellere for meget klister for at sikre en god vedhæftning.


4 Den smurte tapetbane foldes ved først at lægge den øverste halvdel sammen. I den anden ende laves et lille ombuk på 4-5 cm, før denne del foldes sammen.


5 Har tapetet en standardbredde på 53 cm, mærkes en streg op på væggen efter en lod-snor i 51 cm afstand fra et vindue. Her opsættes den første tapetbane.


6 Pres tapetbanen fast mod væggen med tapetbørsten oppefra og ned. Begynd midt på banen, og arbejd ud mod kanterne, så luftbobler bag tapetet presses bort.


7 Tryk tapetbanen ind mod fodlistens overkant, og riv det overskydende tapet af. Ved tykke tapeter klippes banens længde i stedet til med tapetsaksen.


8 Del altid tapetet i hjørnerne af rummet, og lad det gå ca. 2 cm omkring både indadgående og udadgående hjørner.


9 Sæt tapetbanen op langs med siden af vinduesnichen og klip vandret ind, så tapetet kan børstes til i den lodrette nichekant.


10 Mål ud og tilskær et stykke tapet, som passer ind i nichens hjørne. Bøj fløjene på de tilstødende baner, så de ligger ind over stykket.


11 Børst tapetbanerne på plads hen over kanterne af det indsatte stykke, som nu er dækket ordentligt.


12 Hjørnerne af en kontakt markeres uden på tapetet, og der klippes et kryds. Fold snipperne ud, pres tapetet fast, og riv overflødigt tapet af langs en spartel.

 
 

 
Print
 
 
Bolig inde sponsores af:
 

Læs også artikler om:

 
 
 

Annonce

Håndbøger til dig og dine projekter