Leveret af JP/Politikkens Hus
Du er her: Forside

Håndbogen

 
 
 

Rensning af køkkenvaskens afløb

Rensning af køkkenvaskens afløb

Af Erik Boile og Flemming Rasmussen

Politikens Store Gør Det Selv

Udgivet af Politikens Forlag

 
Fedt, kaffegrums, teblade og andre småpartikler, der hældes med spildevandet ud i vasken, vil med tiden afsætte sig i køkkenvaskens afløb og vandlås, så de tilstoppes.

Ved at tage fat om problemet før afløbet er stoppet helt, og vasken stadig langsomt tømmes for vand, kan nogle få stød og sug med en afløbsrenser – også kaldet en »svupper« eller et »kamelkys« – som regel løsne tilstopningen.

Er det ikke nok, må du gå grundigere til værks og skille afløbsrør og vandlås ad. Det er ganske vist et snavset, men ikke videre vanskeligt arbejde, der kan udføres med få midler.

Fald ikke for fristelsen til et rense afløbssystemet med skrappe kemikalier som fx kaustisk soda. Det opløser måske nok forstoppelsen, men også plastrørene og deres pakninger.

Som regel sidder forstoppelsen under afløbsristen i vaskens bund eller i selve vandlåsen, så begynd med at adskille og rense dem. I den forbindelse er det tilrådeligt samtidig at rengøre de adskilte dele indvendig med sulfovand og en flaskerenser for at begrænse risikoen for fremtidige forstoppelser.

Da moderne afløbssystemer er fremstillet af plast, kan de som regel skilles ad med håndkraft. Er samlingerne blevet stramme med tiden, må en papegøjetang eller lille rørtang tages til hjælp.

De er også nødvendige, når delene skal spændes sammen igen. Pas i øvrigt på ikke at lægge for mange kræfter i ved samlingen. Det kan medføre, at plast-gevindene går i stykker. Ligeledes bør du under adskillelse og samling holde imod på de tilstødende rørdele, så de ikke vrider med rundt.

Til rensningen skal du bruge en »svupper«, en papegøje- eller rørtang, et stykke ståltråd, en skruetrækker, evt. en flaskerenser samt en rensesplit, hvis selve kloakrøret er tilstoppet. Et par én-gangs-handsker er også at foretrække.

Og så en lille praktisk detalje, som burde være indlysende, men alligevel ... Husk at anbringe en spand under afløbet, inden du går i gang.

Undlad også at åbne for vandhanen eller slå vand ud i vasken. Det er ærgerligt midt under arbejdet at skulle i gang med at fjerne en større sø af beskidt vand fra bunden af køkkenskabet.

Efter endt rensning og samling af afløbssystemet bør du over en kort tid kontrollere, om det slutter helt tæt. I modsat fald må samlingerne efterspændes og en eventuel beskadiget pakring udskiftes.


Sådan er køkkenvaskens afløbssystem med S-vandlås opbygget.


1 Sæt svupperen ned om vaskens udløb, og fyld 4-5 cm vand i bunden af vasken. Pres en våd klud hårdt mod vaskens overløb, og pump en halv snes gange med svupperen.


2 Er vasken stadig tilstoppet, vil næste skridt være at rense vandlåsen. Med en papegøje- eller rørtang løsnes plast-proppen i bunden af låsen.


3 Efter at proppen er skruet ud, kan du rense vandlåsen indvendig. Brug et stykke stift ståltråd, der er bukket i enden. Skru proppen på og prøv, om vandet nu passerer frit.


4 Hvis der ikke er nogen bundprop i vandlåsen, må den afmonteres ved at løsne omløberne i begge ender. Rens låsen med et stykke ståltråd, som tidligere beskrevet.


5 Undersøg dernæst, om sien under vaskens afløb er tilstoppet. Det gør du ved først at løsne skruen, der sidder nede i afløbshullet.


6 Skru overløbskanalens og afløbsrørets omløbere fri af sien. Notér dig, hvordan delene med gummiringe og pakninger er monteret, så du kan samle dem på samme måde.


7 Skrab sien ren indvendig med fx en skruetrækker. Når ansamlingen af snavs er løsnet, skylles sien ren under rindende vand – men ikke i køkkenvasken.


8 Sidste mulighed er en forstoppelse i afløbsrøret. Den har du mulighed for at fjerne ved at køre en afløbssplit ned gennem røret. Splitten skubbes og drejes ned i røret.

 
 

 
Print
 
 
Bolig inde sponsores af:
 

Læs også artikler om:

 
 
 

Annonce

Håndbøger til dig og dine projekter