Har familien besluttet sig for at give køkkenet en ny vask, byder der sig mange valgmuligheder alt efter smag og pengepung. Skal det være en traditionel stålvask i rund eller firkantet facon, en moderne alt i én-udgave med to separate vaske og hul til montering af armaturet i selve stålpladen, eller måske en flot emaljebelagt vask, der fås i forskellige farver?
Prismæssigt spænder udvalget af vaske fra nogle få hundrede til flere tusinde kroner. Men uanset valg af model, vil du selv kunne montere vasken og dermed spare udgifterne til en håndværker.
Er der plads i skabet Det er ikke nok, at der er plads til den nye vask i bordpladen. Der skal også være det i underskabet.
De fleste køkkenskabe har en standardbredde på 60 cm, og her er plads til de mindste typer dobbeltvaske. De større modeller kræver derimod et underskab på 80 cm bredde, eller at der foretages en mindre udskæring i siden til et nabo-skab.
Under alle omstændigheder skal en ny vask være lige så stor eller større end den gamle af hensyn til den eksisterende udskæring i bordpladen. Og skal et blandingsbatteri, der tidligere har siddet i bordpladen, flyttes ind på den nye vasks stålplade, må vasken have så stort omfang, at den også kan dække armaturets gamle hul i bordet.
Ofte har vandspild omkring den gamle vask og armaturet medført skader på bordpladen. Laminat kan være boblet op, eller træ er blevet misfarvet. Ved at vælge en vask i »overstørrelse« vil disse partier enten blive skåret bort eller dækket af vaskens kant.
Fremgangsmåde Når den gamle håndvask skal afmonteres, begynder du med at løsne dens forskruning fra vandlåsen. På nyere installationer, hvor afløbet og vandlåsen er af plast, kan de skilles ad med håndkraft. Derefter løsnes de små skruetvinger, der holder vasken fast under bordpladen. Nu er vasken gjort fri, men den vil ofte sidde fast i gammel fugemasse, der er brugt som tætning langs kanten.
Vasken kan eventuelt slås løs nedefra ved at lægge et stykke træ under dens bund og slå et hjørne fri ad gangen.
Til opmåling og udskæring i bordpladen er den nye vask vedlagt en skabelon i karton eller papir. Tape den fast på bordet, og streg tydeligt op, hvordan hullet skal skæres til.
Mange har forsøgt sig med en tilsyneladende nemmere metode, nemlig at lægge vasken med bunden opad på bordet, strege op efter dens kant og save ud. Resultat: Vasken faldt ned gennem hullet. Det er ikke så morsomt, som det lyder. For oftest vil det være umuligt at skaffe en ny vask i en overstørrelse, der passer til udskæringen.
Sav ud med en stiksav langs indersiden af opstregningen, og tjek, om vasken passer ned i hullet. Den nye vask lægges ned i bordet med et lag sanitetskit langs kanten. Tryk vasken ned i kittet, og spænd dens beslag fast under bordet, hvorefter overflødigt kit skrabes bort langs vaskens kant.
Slut af med at tilslutte afløbet og vandlåsen til vaskens udløb. Skal det eksisterende eller et nyt blandingsbatteri monteres på vaskens stålplade, kan du læse fremgangsmåden i afsnittet »Udskift det gamle blandingsbatteri«.
Når den gamle køkkenvask udskiftes med en ny af anden type eller størrelse, vil det være nødvendigt at omlægge afløbet. Det er hverken videre svært eller dyrt. Og så er det tilmed lovligt at gøre det selv.
Såvel moderne vandlåse som de tilsluttede afløbsrør er af pvc.
Det er derfor nemt at tilskære rørene med fx en nedstryger. Desuden kan du med forskellige vinkelstykker ændre rørets forløb, og afløbsdelene samles vandtæt med tilhørende gevind, omløbere og pakringe. Blot skal du være opmærksom på, at rørene overalt skal have mindst 30 graders fald.
På tegningen er vist en afløbsinstallation fra en dobbeltvask og med rør for tilslutning af en vaske- eller opvaskemaskine (t.v. på tegningen).
1 Skru vandlåsen og afløbet fri af vaskens bundventil ved at adskille deres forskruninger. Det kan som regel gøres med håndkraft. Ellers bruges en rørtang.
2 De fleste køkkenvaske er fastholdt til undersiden af bordpladen med små skruetvinger. Når de er løsnet, kan du skubbe vasken op.
3 Den gamle vask kan være lagt i en stærkt klæbende fugemasse og dermed være svær at få løs. I så fald kan du lægge et stykke træ under vasken og slå et hjørne frit ad gangen.
4 Opmåling til den nye vask foretages ved hjælp af den medfølgende skabelon, der klæbes fast på bordpladen. Streg op langs kanten, og fjern skabelonen.
5 Med en stiksav skæres ud til den nye vask. Lad saven følge den indvendige side af stregen. Prøv, om den nye vask passer ned i hullet. Rens bordets kant langs hullet.
6 Anbring en tynd pølse af sanitetskit langs hullets kant, og tryk kanten ned i kittet. Spænd vaskens skruetvinger fast, og skrab det overskydende kit bort med en kniv.
Annonce