Forberedelser:
Det er vigtigt først at finde ud af, hvad ens behov er, samt hvor meget plads man har. Det nytter ikke noget at dyrke en masse urter, man alligevel aldrig får brug for, med mindre det er for synets skyld. Dernæst skal man undersøge, om den enkelte plante har bedst af meget lys eller skygge, hvor meget vand der skal tilføres osv.
Krukker
Altankasser
Såjord
I marts måned begynder man såningen af krydderurterne i sin vindueskarm. Det kan fx være timian, salvie, purløg eller basilikum. Man kan med fordel så nogle af planterne i mindre krukker, så de kan flyttes direkte ud på altanen, når faren for frost er ovre.
Fyld alle de altankasser og krukker, man kan have plads til, med såjord. Dette gøres typisk i maj. Nu plantes alle de krydderurter, som man har dyrket i vindueskarmen, ud. Sørg for, at høje planter ikke skygger for de lavere planter, som måske har brug for solen.
Man skal her huske på, at visse krydderurter ikke kræver meget plads og derfor glimrende kan blive indenfor. Fx er der mange, der dyrker karse i små bakker i vindueskarmen. Det er også i maj (eller måske før), at planter som persille kan sås.
Igennem sommeren skal planterne have en god, stabil tilførsel af vand. Find igen ud af, hvor meget de enkelte planter har brug for, da man også kan drukne planterne. Det vil endvidere være nødvendigt at beskære og udtynde visse af planterne, fx purløg og persille.
Mange af planterne kan bruges allerede, når de er få centimeter høje, og de bliver ved med at give friske krydderurter hele sommeren. Andre skal høstes om efteråret, hvorefter de kan tørres eller bruges til syltning, fx kvan.
Det er vigtigt at vide, om ens plante er etårig, toårig eller flerårig. Dette afgør naturligvis, om man skal tage frø fra planten til næste år, skal vente med udbyttet til næste år, eller om planten vil give friske krydderurter i mange år.
Hen over hele sæsonen kan man med fordel høste lidt ekstra til fryseren. Der er mange af urterne, der egner sig glimrende til nedfrysning, fx løvstikke, purløg og persille. Dette kan give et godt supplement til de kolde vintermåneder.
Annonce