Leveret af JP/Politikkens Hus
Du er her: Forside

Håndbogen

 
 
 

Hvordan undgår man møl i hjemmet?

Hvordan undgår man møl i hjemmet?

 
Falder hårene af din pels i totter, eller finder du flere flossede huller med spind i nærheden af hinanden på dit uldtøj, har du sandsynligvis brødfødt en mølfamilie. Simple forholdsregler og lidt hjælp fra kemien kan dog hurtigt rydde møllene af vejen.

Forberedelse
Først må du undersøge, om det virkelig er møl, der har angrebet dit uldne tøj. Det kan nemlig også være tæppebiller. Sidder hullerne ikke langt fra hinanden, er de uregelmæssige i formen, er der spind ved hullerne, og er der evt. små kugleformede ansamlinger, er det sandsynligvis møl. Finder du oven i købet møllene flyvende rundt, er sagen klar. Møllene bør bekæmpes, mest for at forhindre, at de formerer sig. Det er nemlig møllenes larver, der er skadedyrene.

Larver af møl kan ikke leve i helt rent uldtøj. Derfor er det første, du skal gøre, at pakke alt uldtøj ud af skuffer og skabe og vaske eller rense det. Tøj, der hverken tåler vask eller rens, for eksempel pelse, kan lægges i fryseren to til tre dage ved minimum minus 18 grader.

 

Tjekliste
Du skal bruge:

Evt. cedertræskugler

Evt. mølhængere

Støvsuger

Tæppebanker

Evt. dybfryser

Vaskemaskine

Klædeposer i papir eller plastik

Mølmiddel med permethrin

Evt. insektspray mod flyvende insekter

Fluesmækker

Efterhånden som tøjet gøres rent, lægges det til opbevaring i tætte klædeposer af plastik eller papir. Husk, at pels og lys uld ikke tåler opbevaring i plastik. Klæde- eller dragtposer fås hos materialisten eller hos isenkræmmeren.

Derefter støvsuges skuffer og skabe grundigt og sprøjtes evt. med et mølmiddel med permethrin i alle sprækker, revner og kroge. Husk at gå i højden, da larverne har tendens til at kravle opad. Følg brugsanvisningen nøje.

Undgå at sprøjte dit uldtøj direkte med mølmiddel – det lugter grimt og er skadeligt for tøjet. Undgå også at gøre skuffer etc. rene med vand, da klædemøllets larver og æg godt kan tåle fugt.

Større uldting, der er angrebne, såsom tæpper og møbler, bankes grundigt eller støvsuges grundigt. Derefter sprøjtes de med et mølmiddel indeholdende permethrin. Følg brugsanvisningen på mølmidlet nøje. Gå hele huset eller lejligheden grundigt igennem, så alle møllenes gemmesteder rammes på en gang. Ellers vender de bare tilbage.

Kan du låne et større fryserum, eller kommer der en længerevarende frostperiode, kan møllene også bekæmpes med vekselvarme. Det skal dog fryse minimum 12 grader om natten. Møbler stilles ud, og tæpper hænges op udenfor om natten og tages ind om dagen i to til tre døgn i træk.

Møl, der flyver rundt, bør altid løbende bekæmpes for at forhindre, at de formerer sig. Tag dem med fluesmækkeren, eller benyt evt. en insektspray mod flyvende insekter.

For at forhindre tilbagevendende angreb er det vigtigt, at uldtøj opbevares tørt og rent og evt. pakket ind i tætte klædeposer. Der kan også lægges cedertræskugler eller hænges mølhængere op i skuffer og skabe. De fås hos materialisten eller i byggemarkedet. Følg brugsanvisningen nøje.

 
 

 
Print
 
 
Rengøring sponsores af:
 

Læs også artikler om:

 
 
 

Annonce

Håndbøger til dig og dine projekter