Forberedelser:
Vælg den hammer, der passer til din opgave og til det, du kan magte at håndtere.
Hammer
Samtidig skal du være opmærksom på, hvor meget kraft der skal anvendes for at udføre jobbet. En lille hammer til store søm giver ikke et godt resultat, da der ikke er vægt nok i hovedet. Stor hammer til små stifter er ikke til at styre. En væsentlig ting ved brug af hammeren er, at du holder rigtigt på den, nemlig i enden af skaftet og med løst håndled. Du opnår bedre kraft i slaget, større præcision og mindre træthed.
Lægtehammeren er en kraftig hammer med plane flader (hammerens sider). Den anvendes ved tømmerarbejde til at slå søm i og til at slå brædder sammen uden at afsætte mærker. Banen (fladen man slår med) er firkantet, så du kan komme ind i hjørnerne.
Lægtehammeren har som pen (modsatte ende af banen) en kløft til at trække søm ud med. Det ene ben af kløften er forlænget til en spids, så du kan komme under et bøjet søm og rette det op eller hugge lægtehammeren fast i træ og bruge den som gribekrog, trin eller støtte.
Bænkhammeren benyttes bl.a. til metalarbejder, når man skal bukke eller forme metaldele. Bænkhammeren er nok den mest almindelige hammer til alment brug. Banen er rund, og pennen er normalt spids, men kan også fås med rund pen, som anvendes ved formning af metal, bl.a. nittehoveder. Den spidse pen er velegnet, når du skal fæste små søm og stifter.
Bænkhammerens flader er plane, så de kan anvendes som bane, hvor pladsen er trang. Fladen kan også bruges som underlag for en anden hammer, når du skal rette et søm ud. Bænkhammeren findes i flere størrelser, så du kan afpasse størrelse og vægt til den opgave, du skal udføre.
Kløfthammeren er en kraftig hammer til alsidig brug ved det lidt grovere træarbejde. Banen er rund, og pennen er, som navnet antyder, udformet som en kløft. Kløftens ben er kraftigt buede, så det giver god overførsel af kraft, når du skal trække søm ud eller løsne brædder.
Snedkerhammeren findes i flere vægtklasser, hvor de letteste er velegnet til at slå de fine stifter i. Hammeren har firkantet bane som sikrer, at du kan komme ind i hjørnerne af skabe og skuffer. Pennen er spids, så den er velegnet til at fæstne stifter. Fladerne er plane, så de kan anvendes som bane, hvor pladsen er trang.
Murhammeren er en af de mere specielle hamre. Den har en lille firkantet bane, og pennen er udformet som en bred mejsel. Hammeren benyttes til sømning og til at hugge mursten over. Den bruges også til afskrabning og afhugning i forbindelse med bl.a. pudsarbejder.
Af hamre til skånsomme og gnistfri opgaver kan du bruge enten en trækølle (bl.a. til træstemmejern), en plasthammer eller en gummihammer. Og til det rigtigt grove kan du anvende en mukkert, som bl.a. er velegnet til banke pæle i jorden eller bryde mindre murværk itu.
Annonce